Ibitipoca

Hermed lidt billeder fra turen til Ibitipoca, hvor vi var 12 mand afsted... Lige for tiden halter det lidt med internetforbindelse, men det giver mig jo på en måde lidt mere tid til at være ude og opleve Brasilien og de mennesker jeg er sammen med her, både på godt og ondt. I nat tager jeg sammen med Nina fra Østrig til Salvador-området, hvor vi skal være en lille uge. Det glæder jeg mig til! Ellers oplevede jeg i weekenden ægte Brasiliansk landsby stemning til den lokale efter-dyrskue-fest om aftenen... Men mere om det senere! Og tak for alle kommentarerne, det er dejligt at vide at folk følger lidt med her og er interesserede i min rejse. KH Johanne

Øl og runde ostebrød

Da jeg først ankom til Brasilien og især Juiz-de-Fora, som efter min mening er en halvkedelig by, var jeg ikke helt sikker om jeg får alvor vil kunne lide at være her. Men som tiden går og jeg bliver mere vant til menneskerne, stederne, maden, duftene og tempoet nyder jeg det mere og mere. Hver morgen på vej til bussen kommer jeg forbi nogle af de samme mennesker – Blomstermanden, som ikke har en egentlig forretning men en fortovskant hvor han binder blomster, manden i kørestol som sælger slik ud af en kasse, de gamle damer, mænd der kommer rullende med sodavandskasser osv... Som fodgænger er man nødt til at være ret så forsigtig, biler og motorcykler holder absolut ikke tilbage for en, så dér skal man lige sørge for at være vågen. Ellers lader det til at et af Brazilianernes foretrukne køretøjer er motorcyklen – de er alle steder og smutter ind og ud mellem de andre trafikanter. Cykler ser jeg ikke mange af, men der er også utrolig mange bakker / stejle skrænter, hvor det virker næsten umuligt for busserne at komme op.

Jeg arbejder ikke særlig meget og i sær i denne uge (nu er det selvfølgelig også kun tirsdag) har det været lettere de-motiverende. Vi har ”engelsk” 4 timer om ugen, fordelt på 2 dage, ”spansk” ligeså, et ”life-project”, også på 2 x 2 timer og en enkelt ”kulturklasse”. Nogle af de andre på projektet kommer dryssende lidt efter lidt, ingen tager rigtig ansvar for noget som helt og lige nu føler jeg lidt at det flyder. Det skal så også siges, at vores arbejdsforhold er lidt svære at arbejde under, noget af det er måske pga. kulturforskelle, men de fleste af børnene vi arbejder med har trælse famillieforhold i rygsækken, hvilket gør at de har svært ved at koncentrere sig, render til og fra timerne osv...  Lidt om projektet: Aisec i Juiz-de-Fora har netop startet et samarbejde med børneorganisationen Aldeia SOS, som her i byen har et børnehjem (der hvor jeg arbejder). Målene er store fra de unge lokale aieseceres side, men de er efter min mening ikke helt realistiske, da de ikke ved præcist hvad det vil sige at arbejde her og hvor meget vi egentlig kan lave. Vi er 6 mand på projektet fra 18-28 (inklusiv et par unge 18årige knægte, som er supersøde, men aldrig har rejst før og går mere op i sprut, røg og damer :) ), og det var egentlig meningen at vi skulle have arbejdet 2 og 2, 1 gruppe med de yngste børn (op til 15), 1 gruppe med teenagerne og den sidste med "husmødrene" - hvert barn bor i et hus med ca. 8 andre og de har  en "social mum" tilknyttet sig. Dette lader sig dog ikke rigtig gøre, da hverken børn el. mødre har så meget tid tilovers, i sidste uge fandt vi 1 time hvor vi skulle arbejde med mødrene, men de aflyste da der opstod pludselige ting de var nødt til at tage sig af... Vi har prøvet at opdele børnene efter alder, og det går nogenlunde, men det er aldrig til at vide hvem der dukker op, hvem de smutter efter 10 min, hvem der stadigvæk sover når vi kommer og henter dem kl.10 om formiddagen, hvem der har sportsundervisning, hvem der ikke gider komme, hvem der er på familiebesøg osv... Lige for tiden har de ferie, hvilket gør at nogle hellere vil dalre rundt eftersom de endelig har lidt fritid for dem selv, da de normalt har et tætpakket skema. I går eftermiddags skulle vi fx have haft gang i Life-projektet med de ældre børn, men de fleste lå og svømmede rundt i poolen, mens en anden pige var taget ind til byen. Så når børnene og personalet knap nok har tid til at være sammen med os er det lidt svært at have med at gøre! Dog vil jeg også skynde mig at sige, at nogle dage er gode og børnene både kan og vil, og så er det jo rigtig hyggeligt at være sammen med dem. I sidste uge fik vi en snak med manageren, som fortalte os lidt om børnenes baggrund hvilket gav en god forståelse for hvorfor de er som de er - fx. har svært ved at holde koncentrationen, gerne vil have knus og kys hele tiden, slås om vores opmærksomhed, råber og skriger, har lavt selvværd osv. Mange af børnene har oplevet svigt tidligt i deres barndom, forældre som er ligeglade med dem, ikke passer dem, lader dem være alene i lang tid af gangen. De har oplevet seksuel misbrug, vold, narkotika misbrug osv. Så derfor: De forventninger vi EPs har/havde omkring det arbejde vi skulle ned og lave er derfor sat en del ned, og jeg arbejder derfor ikke så meget. Men det vi laver med dem er sådan noget som at lære dem lidt engelsk og spansk, vi viser billeder (nogle af børnene har taget en masse billeder med mit kamera, og så lavede vi en stor præsentation af billederne, sådan de kunne se at hvad de laver er godt og værdífuldt), vi fortælller dem om vores rejser og weekendture og prøver på den måde at få åbnet lidt op for deres horisont. Nu prøver vi i morgen at få lavet en plan for de næste par uger, og få lidt gang i noget igen, for ellers bliver det for trælst og uinteressant at komme på arbejde.

Nu går det hele jo ikke kun op i arbejde... Indtil videre har jeg i weekenderne rejst lidt rundt og set og oplevet små lommer af Brasiliansk kultur – sidste weekend var vi jo på Ilha Granda, hvilket indtil videre har været mit højdepunkt og i weekenden var vi 12 mand i Ibitipoca – En lille landsby i et smukt naturområde. Turen startede ud tidligt lørdag morgen, hvor folk ankom sådan lidt efter lune... Her arbejder vi cirka med 3 forskellige tidsfornemmelser: Tysk/Dansk, Colombiansk og Brasiliansk. Brasialiansk tid har jeg svært ved at arbejde med, man ved aldrig om og hvornår folkene møder op, Colombianere er generelt en halv time forsinket medmindre de har fået streng besked på at møde til tiden, hvorimod dansk/tysk tid – Ja, det siger jo næsten sig selv, vi møder næsten til tiden..... Jeg lærer at smile pænt og trække vejret lidt langsomt, gå lidt fra gruppen og ellers bare blive underholdt af alle de forskellige måder at gøre tingene på. Efter lange ventetider lørdag morgen, kom vi endelig afsted med den første bus, hvor vi så skiftede til en lokal rumlebus, og kom ud på de smalle støvede røde grusveje og blev sat af midt i Ibitipoca landsby, hvorefter vi så måtte finde vej til et stort lejet hus. At rejse 12 mand sammen er en udfordring, men også ret skægt. Meningen at vi skulle vandre en del mere end vi gjorde, men ALT tager lang tid når man er 12 om at bestemme, og med Brasilianeres samt Colombianeres tidsfornemmelse, sker tingene i et langsomt adstadigt tempo, men når der er varmt udenfor og flinke folk går det nok endda. Da vi endelig nåede op til nationalparken hvor vi rigtig skulle ud og vandre blev der mest brugt tid på at tage de samme billeder med 5 forskellige kameraer, og ventet på folk, men det skal der jo også være plads til J Den egentlige grund til at vi tog til Ibitipoca i weekenden, var egentlig at der var en reggae-festival, den nåede vi dog aldrig ikke rigtig hen til, og da der var ca 7-8 grader om aftenen/natten i området (og 28 grader om dagen), var uddendørs-fest ikke så indbydende alligevel. Ibitipoca bestod af små huse, røde støvede hullede grusveje, stejle bakker hvor man nærmest forventede at bussen ville trille baglæns ned af i stedet for at køre opad, og man bliver rystet ordentlig igennem og må holde godt fast i hinanden og bussen. Søndag eftermiddag tog vi afsted med den lokale bus kl.17, lige hvor det begyndte at blive mørkt. Det var smukt og superhyggeligt at trille langsomt (nogengange gik det meget stærkt) igennem landskabet, med larmende Brasilianere i bussen, siddende på tasker og deslige, og en flok unge skæve hippier ved siden af.

Ellers foregår der kultur-udvekslinger en masse – Jeg oplever Tyrkiet, Egypten, Østrig, Belgium og USA på tæt hold, så det er meget spændende og hyggeligt. I aftes havde vi en international middag, tror der var omkring 30 mand så det var godt spændt op. Ellers spiser (ja jeg går jo lidt op i mad!) jeg en forfærdelig masse ris og bønner/bønnepuré, den lokale delikatesse ostebrød (små brødstykker med ost i), frugt og den aften chokoladepizza. Jeg går jo nok glip af en masse lokal mad i og med at jeg ikke spiser kød og fisk, men man kan ALTID få ostedimser og jeg har fundet et par vegetariske buffet-cafeer med billig og pudsig mad.

Det var lidt for nu. Vil snarest uploade lidt billeder fra Ibitipoca-turen. I næste uge tager jeg til Salvador!

Knus Johanne

Ilha Grande

Forrige weekend tog jeg sammen med 1 amerikaner, 1 fra Belgium, 1 Tyrker og 1 østriger til en smuk smuk ø lidt uden for Rio de Janeiro. Helt igennem fantastisk oplevelse... Her er et lille udpluk af billederne fra weekenden, omend jeg måske skyder mig selv i skoen ved at oploade så mange billeder på én gang (men i kan jo altid tage en pause og vende tilbage senere...) Vi startede ud fra Juiz-de-Fora tidligt fredag morgen kl.5 efter at have besøgt "The Privilige" - en natklub bygget ind i en skrænt, hvor halvdelen er overdækket og inde i en bygning, resten er under åben himmel og med adskillige terasser. Fredag eftermiddag nåede vi til øen, hvor vi boede på et fint lille hostel - Det smukke ved dem er jo at man hurtigt møder andre mennesker, som man ved man aldrig møder igen, men hygger sig med i den tid der er tilrådighed. Byen vi boede i var lille - et lille strand-paradis med 5 min. gang til enden af byen, masser af barer og restauranter. Selve weekenden bød på en masse hiking, bl.a. op til højeste punkt på øen (rimelig sejt), hygge og fest, badning og trætte ben og hoveder :) You gotta love it! Næste weekend skal vi en flok til Ibitipoka - en hippie-town i nærheden af Juiz-de-Fora. Denne gang bliver vi omkring 14 mand tror jeg, så det bliver lidt en anden tur end sidste weekend. Men jeg glæder mig!
Enjoy... Og tag en pause om nødvendigt. Og så er der vidst sket noget med rækkefølgen på billederne...